Angst får mig til at føle, at ingen kan lide mig

Soroush Karimi

Det er en løbende cyklus. En løbende kamp af tanker inde i mit hoved, der får mig til at tvivle på mine venskaber og mit liv. Angst får mig til at sætte spørgsmålstegn ved alt. Og det får mig ærligt til til at tvivle på mig selv.



Det er en uendelig regnsky, der følger mig rundt, uanset hvor jeg går, og hvad jeg end gør. Det tordner altid i mine trommehinder, skriger altid og får mig til at kvæle mine ord. Det får mig altid til at sætte spørgsmålstegn ved hver eneste ting, jeg gør. Det får mig altid til at undre sig. Gør mig bekymret.

Og selv når tingene går perfekt, selv når jeg har gode venner og et godt stykke arbejde og gode relationer - kan jeg tænke mig at fortælle mig, at jeg ikke gør det.

Angst får mig til at tænke, at hvis nogen ikke besvarer min tekst, så gjorde jeg noget forkert. Det får mig til at tænke, at hvis nogen annullerer mig eller kalder på en regntjek, så kan de ikke lide mig mere.

Angst får mig til at tro, at det altid er min skyld.

At det er min skyld, hvis nogen annullerer i sidste øjeblik. At det er min forseelse, hvis nogen glemmer at sende mig en sms. Det sender mig ind i en hvirvelvind, som det er svært at komme ud af. Fordi de små tanker, det sender mig, vokser til vulkaner af panik.





Angst får mig til at tænke, at jeg ikke fortjener det liv, jeg har.

Når jeg går på en dejlig date, fortæller angst mig, at fyren bare foregav at lide mig, bare for at få det, han vil have. Det fortæller mig, at mine venner kun kan lide mig i øjeblikket, og at de til sidst vil forlade. Det får mig altid til at tvivle på, hvem jeg er, hvem mine venner er, og hvordan mit liv går.

Angst får mig til at sætte spørgsmålstegn ved alt i mit liv; og ja selv de store ting.

Det får mig til at blive skør af bekymring og paranoia, at alle jeg kærlighed og elsker vil en dag forlade mig. Det får mig til at tempoet i mit soveværelse ved midnat og spekulerer på, hvornår bomben skal slukke. Spekulerer på, hvornår alle de gode ting i mit liv er væk. Gad vide, hvornår alt vil falde fra hinanden.

Angst får mig til at tro, at min lykke og sindsro kun er midlertidig. Det får mig til at tro, at mit sind kun vil være ok så længe. At mit liv vil gå op ad bakke, men til sidst vil smuldre igen.

Det har mig i en konstant kamp. En kamp i mig selv. At lytte til disse stemmer eller at ignorere dem.



Men hvad hvis angst er rigtig? Hvad hvis de små tanker jeg har om natten sker? Hvad hvis folk snakker bag min ryg? Hvad hvis mine kolleger synes, at jeg ikke er talentfuld nok? Hvad hvis mine venner får bedre venner og glemmer mig? Hvad hvis jeg virkelig aldrig bliver forelsket igen? Hvad hvis mine forældre synes, jeg er en fiasko? Hvad hvis fyre kun vil have mig til et smukt ansigt? Hvad hvis alt, hvad min angst fortæller mig, faktisk vil gå i opfyldelse?

Hvad hvis. Hvad hvis. Hvad hvis.

Jeg lever altid i det ukendte. Altid på kanten bare og ventede på, at gulvet kollapsede under mig. Vent altid bare på de mennesker, jeg elsker at gå væk, så snart jeg føler mig stabil. Venter altid på, at min lykke forsvinder, så snart jeg lærer at smile igen.